Shakin Stevens, Shakin' Stevensegl. Michael Barratt, f. 4.3.1948, britisk sanger. Med musikalske rødder i 1950'ernes rock'n'roll og rockabilly fik Stevens, som havde været aktiv siden 1960'erne, i 1980'erne succes i Europa med dansevenlige og optimistiske sange som Hot Dog (1980), This Ole House og Green Door (begge 1981) og Oh Julie (1982). Han dominerede 1980-89 de britiske hitlister med 30 singleplader, der i alt figurerede på listerne i 254 uger.