Shah Quli, persisk miniaturemaler fra Tabriz, der fra 1526 nævnes som ledende tegner ved sultan Süleyman 1.s hof i Tyrkiet. Her udviklede han den såkaldte saz-stil, en manieristisk tegnestil, hvor bugtende blade, blomster, dyr og fantasivæsner skaber fantastiske, tæt sammenkomponerede mønstre, der påvirkede tidens kunsthåndværk.