Galba

Galba var søn af C. Sulpicius Galba og Mummia Achaica. Han kom fra en såkaldt patricisk familie, hvilket betød, at han var en del af en lille, prestigefuld gruppe af familier, hvis elitestatus kunne spores tilbage til det tidligste Rom.

Galba havde gjort en strålende karriere politisk, inden han blev kejser: Han blev sandsynligvis praetor omkring år 30 og derefter statholder i Aquitanien. Efter dette blev han konsul i år 33, det ypperste embede, som man kunne bestride. Herefter blev han statholder i Germania Superior, en af de allervigtigste og mest magtfulde provinser i Romerriget grundet de mange legioner, der var udstationeret ved Rhinen. I denne forbindelse blev han kendt for sin hårde militære disciplin som general.

Galba blev herefter statholder i Afrika, endnu en meget vigtig provins, og han blev yderligere æret med blandt andet tre præsteskaber. Hans næste embede kommer først i 60, hvor han blev statholder i Hispania Tarraconensis.

Galba forblev på posten indtil 68. Nero var blevet meget upopulær på grund af sin utraditionelle måde at opføre sig på som kejser. Dette resulterede i, at Gaius Julius Vindex, statholderen i Gallia Lugdunensis, gjorde oprør mod Nero og opfordrede Galba til at støtte ham.

Galba lod sig udråbe som repræsentant for senatet og det romerske folk og afviste dermed Neros autoritet som kejser. Vindex’ oprør blev knust af Lucius Verginius Rufus, statholder i Germania Superior, men lederen af prætorianergarden, C. Nymphidius Sabinus, erklærede åbent sin støtte til Galba. Det fik Nero til at flygte ud af Rom og begå selvmord.

Galba marcherede nu mod Rom og blev udråbt som kejser af senatet. Senatets accept var i denne periode stadig en vigtig del af udnævnelsen af en ny kejser. Galba var kendt for sin mådeholdenhed (eller nærighed, alt efter politisk ståsted), og han prøvede at genrejse statens finanser efter Neros overdrevne forbrug. Som en del af dette nægtede Galba at udbetale de pengegaver, som prætorianergarden forventede, og da han også slog flere politiske modstandere samt soldater, som Nero havde rekrutteret, ihjel, blev han endnu mere upopulær.

Den 1. januar 69 nægtede legionerne i Germania at sværge troskab til den siddende kejser, Galba, som ellers var en tradition. I stedet udråbte de den 2. januar statholderen i Germania Inferior, Aulus Vitellius, som kejser.

Som modsvar udnævnte Galba en efterfølger i skikkelse af Lucius Calpurnius Piso Licinianus, men Marcus Salvius Otho, der havde fulgt Galba til Rom, og som havde støttet ham i hans magtovertagelse, havde forventet, at han selv ville blive udnævnt som efterfølger. Derfor organiserede han et plot med støtte af prætorianergarden, der som nævnt var fjendtlige overfor Galba, fordi de var blevet nægtet en forventet pengegave af ham.

Galba blev myrdet den 15. januar år 69 af prætorianerne, og Otho blev kejser i stedet. Han blev dog væltet af Vitellius, som sidenhen blev overvundet af Vespasian, der derefter grundlagde det flaviske dynasti. På denne måde blev firekejseråret, som Galba havde startet, afsluttet.

Galbas regeringstid var på flere måder en vigtig milepæl i romersk historie. Hans regeringstid var for kort til at sætte vigtige reformer i gang økonomisk og socialt, men han er en vigtig skikkelse, fordi han var den første kejser udenfor det julisk-claudiske dynasti, der ellers havde siddet på magten i næsten et århundrede, fra kejserrigets grundlægger, Augustus, til Nero.

Galba var også den første til at inkorporere både Cæsars og Augustus’ navne efter at være blevet kejser. Han kaldte sig således for Servius Galba Caesar Augustus, med det mål at skabe en forbindelse til det tidligere dynasti, samt kejserrigets grundlægger, og dette blev højst indflydelsesrigt. De efterfølgende kejsere, indtil det vestromerske riges fald i det femte århundrede, vedblev at kalde sig både cæsar og augustus, som blev en form for kejserlige titler.

• Nero
• Otho
• Vitellius
• firekejseråret