Sergej Solovjov

Sergej Solovjov, 1820-79, russisk historiker. Solovjov studerede ved Moskvas universitet, men tilbragte to år i Vesteuropa, hvor han bl.a. fulgte forelæsninger på Sorbonne i Paris og fik førstehåndskendskab til den moderne europæiske historieforsknings principper. Solovjov var professor i russisk historie ved Moskvas universitet 1847-77, rektor samme sted 1871-77 og medlem af Videnskabsakademiet fra 1872 til sin død. Han var desuden privatlærer for den senere kejser Aleksander 3.

Solovjov blev i studieårene betydelig påvirket af Hegels historiefilosofi, som smeltede sammen med en intens kærlighed til fædrelandet og dets historie. Hans største indsats som historiker var det 29 bind store værk Ruslands Historie fra de ældste Tider (1851-79), der rummede omfattende uddrag af det primære kildemateriale, og som førte historien frem til Katarina den Stores tid. Solovjov beskrev her Ruslands historie som en organisk, rationel og fremadskridende proces med hovedvægten på statsmagtens betydning for den russiske nations udvikling. Han fremhævede forbindelsen mellem europæisk og russisk historie, men lagde dog hovedvægten på den indre udviklings betydning for den russiske statsdannelse, ligesom han betonede geografiens og den russiske kolonisations betydning. Solovjov skrev også den meget brugte Lærebog i russisk Historie (1859-60), som er udkommet i talrige udgaver og oversat til fransk.