Sergej Konjonkov, 1874-1971, russisk billedhugger. Konjonkov skabte parallelt med en række salonprægede arbejder i marmor og bronze fra 1908 træskulpturer med folkloristiske motiver. Denne side af hans værk kulminerede efter Den Russiske Revolution med et monument for bondeoprøreren Stepan Razin (1919). I 1924 rejste Konjonkov til USA, hvor han bl.a. portrætterede Charles Lindberg, Albert Einstein og sine landsmænd Maksim Gorkij, Fjodor Sjaljapin, Sergej Rakhmaninov og Ivan Pavlov. Efter 2. Verdenskrig vendte han tilbage til Sovjetunionen, hvor han udførte svulstige og patetiske skulpturer på bestilling og blev højt dekoreret.