Serbien og Montenegro (Geografi - Landskaberne), viser en meget stor variation. Dinariderne er et system af bjergkæder langs Montenegros kyst, hvor der længst mod sydvest er et smalt bælte af op til 1500 m høje, ofte tørre kalkstensplateauer med en rigdom af intensivt dyrkede lavninger (poljer), store cirkulære indsynkninger af jordoverfladen (doliner), tørdale, grotter og andre terrænformer i karstlandskabet. I de lave kystnære egne findes mediterran flora med maki og subtropiske kulturplanter, bl.a. oliven, og i større højde findes steppe og krat (šibljak) eller forarmet skov. Store arealer er præget af overgræsning, dog findes frodig vegetation i nogle doliner og poljer. Længere mod øst og nord bliver bjergene højere (Dumitor 2522 m), mens både skove og landbrugsarealer tager til i omfang. De tempererede skove dækker store arealer. Den landbrugsmæssige udnyttelse er henvist til dalbunde og græsningsflader i større højde. Bjerglandet fortsætter ind i Serbien, hvor det dækker næsten hele området syd for Sava og Donau. Syd for Vestmorava ligger Kopaonikbjergene, der i Suvo Rudište når op i 2017 m. Den nordvestlige del af Balkanbjergene, Stara Planina, strækker sig ind i det østligste Serbien, mens grænsen mod Makedonien går gennem svært fremkommelige bjerge med højder over 2400 m. Lavlandet i Serbiens nordlige dele er en fortsættelse af den ungarske slette. Det var tidligere overvejende græssteppe, men er nu i vid udstrækning opdyrket, bl.a. ved kunstvanding fra Donau og dens bifloder Sava og Tisa, som gennemstrømmer lavlandet.