Serbien og Montenegro (Geografi - Infrastruktur), Da Serbien og Montenegros store byer og vigtigste produktion ligger inde i landet, er landtrafiklinjerne og havne i andre Balkanstater af stor betydning. En stor del af landtransporten mellem Centraleuropa og de sydlige Balkanstater passerer Serbien. Næsten 2/5 af jernbanenettet var elektrificeret i 1991, men i forbindelse med Jugoslaviens opløsning medførte stridigheder om retten til jernbanernes rullende materiel og uklarhed om ejerskab til et vist forfald af jernbanenettet. Hen ved 1/5 af landets godstransport foregår på Donau og dens bifloder, men denne trafik blev voldsomt generet af ødelagte broer i forbindelse med Kosovokrisen i 1999. Der er jernbane fra Beograd til havnebyen Bar på Adriaterhavskysten, og en olierørledning fører fra den kroatiske ø Krk til Pančevo øst for Beograd. Store dele af infrastrukturen, herunder broer, kommunikationsmidler og kraftværker blev kraftigt beskadiget under Kosovokrisen.