Serampore

Serampore, Shrirampur, indisk by lidt nord for Kolkata og nu en del af Kolkatas byområde; 183.300 indb. (2011). Serampore var under navnet Frederiksnagore en dansk besiddelse 1755-1845. Den blev tilflugtssted for bl.a. skyldnere fra de britiske områder i Indien, men også for missionærer, der ikke kunne få lov til at virke dér. I 1799 blev byen centrum for den britiske baptistmission, der i 1818 oprettede et college, som Frederik 6. i 1827 gav status som universitet, det første i Indien. Byen blev solgt til briterne i 1845.

Af bygninger fra den danske periode kan fremhæves chefsboligen (1771), St. Olafskirken (1800-21) og Serampore College (indviet 1821). Alle er bygget i den britiske koloniale stil, der da var herskende i Bengalen. Kirken har dog også tydelige danske stiltræk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig