Efter selvstændigheden i 1960 opstod hurtigt en senegalesisk filmkunst, først især i form af kortfilm. Ousmane Sembène blev en hovedskikkelse, og blandt de vigtigste navne i den første generation var desuden Momar Thiam (1929-2014) og Ababacar Samb-Makharam (1934-1987).

Senere kom andre til. Moussa Bathily (f. 1942) lavede filmen Tiyabu Biru (1978) om omskæring, Mahama Traoré (1942-2010) blev kendt for skildringen af koranskoledrenge i N'Diangane (1974) og Djibril Diop Mambéty (1945-1998) lavede bl.a. Touki Bouki (1973) om unges brud med traditionerne. Safy Faye (f. 1943) arbejdede for Jean Rouch, læste etnografi, filmede sin egen sererkultur i Kaddu Beykat (1975) og angreb tvungne ægteskaber i Moussane (1996). Blandt nyere instruktører er Mansour Sora Wade (f. 1952) og Moussa Sene Absa (f. 1958).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig