Semiramis, [-'miramis], græsk navn på en sagnomspunden assyrisk dronning, hvis historiske forbillede antagelig er den assyriske dronning Sammuramat (Shammuramat), der var gift med kong Shamshi-Adad 5., der regerede 824-811 f.Kr.

Sammuramats indflydelse på den mindreårige søn, Adad-niari 3.s første regeringstid (han regerede 811-783 f.Kr.) i det mægtige assyriske rige har sikkert dannet baggrund for de mange myter om Semiramis' meriter og for tilskrivningen til hende af en række af oldtidens kendte monumenter, bl.a. Babylons hængende haver.

Semiramis optræder i flere litterære værker, bl.a. Dantes Den guddommelige komedie, og i senere film. Hun optræder endvidere i Pietro Metastasios libretto Semiramide riconosciuta ('Den genkendte Semiramis', 1727), der blev anvendt i ca. 40 operaer af bl.a. Antonio Vivaldi (1732), Christoph Willibald Gluck (1748) og Giacomo Meyerbeer (1819).

Voltaire skrev en tragedie, Sémiramis (1748), der dannede grundlag for operaen Semiramide af Gioacchino Rossini (1823).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig