Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, Kildeskriftselskabet, stiftet 1877. Oprettelsen var udtryk for den professionalisering af dansk historieforskning og videnskabelig udgivervirksomhed, der fandt sted i den unge generation af historikere, som omfattede bl.a. C.F. Bricka, Kr. Erslev og J.A. Fridericia. Selskabet har forestået en lang række udgivelser, først især af kilder til middelalderens og 1500- og 1600-t.s danske historie, senere også til nyere tids historie. Blandt de vigtigste er Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve (1878-1947; nytryk 1969-70) og Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis (1894-1912). Selskabet er siden gået over til også at genoptrykke klassiske monografier om dansk historie.