Selskabet for Psykisk Forskning, dansk forening, stiftet 1905 med forbillede i Society for Psychical Research (SPR), stiftet 1882 i London. Formålet er objektive, videnskabeligt baserede studier af uforklarede psykiske fænomener såsom telepati, clairvoyance, telekinese og liv efter døden. SPR beskæftigede sig især med efterforskning af spiritistiske medier og deres præstationer; blandt stifterne var filosoffen F.W.H. Myers, økonomen Henry Sidgwick og fysikeren Oliver Lodge. I 1885 stiftedes det amerikanske ASPR i Boston, og i de følgende år dannedes lignende selskaber flere steder i Europa og Latinamerika.