Selskabet for Naturlærens Udbredelse, stiftet 1824 af H.C. Ørsted. Selskabets formål er primært at udbrede kendskab til de eksakte naturvidenskaber og deres anvendelse. Selskabets virksomhed omfatter bl.a. foredrag, udgivelse af fysiktidsskriftet KVANT sammen med Dansk Fysisk Selskab, uddeling af H.C. Ørsted-guldmedaljen fra 1908 for fremragende arbejder på fysikkens og kemiens område, af sølvmedaljen fra 1980 for bemærkelsesværdig indsats inden for formidling af naturvidenskab og teknik samt administration af legater.