Sejmen

Sejmen, (af polsk sejm 'forsamling'), det største af det polske parlaments to kamre. I 1400-t. udviklede sejm walny, Rigsdagen, sig af nationale møder, som kongen afholdt med sine embedsmænd, adelen og repræsentanter for byerne og kirken. I begyndelsen af 1500-t. dannedes en tokammersejm med et senat, der havde lovgivende og udøvende magt, og et deputeretkammer, der havde lovgivende magt. Før 1795 fandtes også sejm elekcyjny, hvor kongen blev valgt, og sejm koronacyjny, hvor kongen blev kronet.

Parlamentet i den polske republik 1919-39 bestod af et Senat med 111 medlemmer og Sejmen med 444 deputerede. I 1935 begrænsedes antallet af deputerede til 208, og af de nu 96 senatorer udpegede præsidenten de 32.

I 1952 vedtoges en ny forfatning, der afskaffede Senatet, men ved systemskiftet i 1989 blev det genoprettet, og Sejmen (460 medlemmer) blev sammen med Senatet (100 medlemmer) et moderne, demokratisk parlament. Se også Polen (forfatning og historie).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig