Seiyukai, (jap., af Rikken Seiyukai 'partiet for venner af konstitutionelt styre'), liberalt japansk politisk parti 1900-40, grundlagt af Ito Hirobumi. Partiet arbejdede for en generel udvikling af landet, gerne anført af vækst i de offentlige udgifter. Seiyukai havde i flere omgange regeringsmagten. I begyndelsen af 1930'erne støttede partiet admiralernes kritik af politikernes indgriben i flådens affærer. Det førte til interne splittelser, og i 1940 opløstes partiet. Dets arvtagere samledes ved dannelsen af LDP i 1955.