Seikantunnelen, jernbanetunnel mellem de store japanske øer Honshu og Hokkaido. Tunnelen er med en totallængde på 53,8 km verdens næstlængste (efter Gotthard Basistunnelen i Schweiz) og den længste undersøiske tunnel; 23,3 km ligger under havet, 240 m under havoverfladen på det dybeste sted. De første forberedelser til tunnelen blev indledt i 1946, mens selve arbejdet begyndte i 1964 som et led i bestræbelserne på at knytte det tyndtbefolkede Hokkaido nærmere til det øvrige Japan. Konstruktionen mødte dog næsten uoverstigelige vanskeligheder, og da jernbanen i 1988 endelig kunne åbnes, stærkt forsinket, havde flytransport erobret det meste af persontrafikken mellem øerne, og forbindelsen har ikke fået en betydning, der står mål med de enorme investeringer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.