Seiffen, lille by i den tyske delstat Sachsen, 60 km sydøst for Chemnitz nær grænsen til Tjekkiet. 2400 indb. (2010). Seiffen kendes fra 1300-t. som en mineby, men senere, da malmlejerne blev udtømt, blev den kendt for træskærearbejde, ikke mindst af legetøj, hvilket stadig er et vigtigt erhverv. I byen ligger en ottekantet kirke i senbarokstil (1779) samt et legetøjsmuseum, grundlagt 1953. Siden 1990 har Seiffen huset et stort årligt julemarked.