Sebastian - kristen martyr

Sebastian. Hans Baldung Grien Den hellige Sebastians martyrium; maleri, 1507. Billedet udgør midterfeltet af det trefløjede Sebastiansalter. Alteret, der er et af Baldung Griens første selvstændige ungdomsværker, var oprindelig udført til en kirke i Halle; det kan i dag ses på Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg. Martyrlegenden er, som det var almindeligt i denne periode, henlagt til den sydtyske natur. To personer skiller sig ud fra handlingen: Den kostbart klædte mandsperson yderst til højre, som er altertavlens stifter, og den selvbevidste unge mand med rød baret og grøn kjortel bag Sebastian, der er et selvportræt af kunstneren.

.

Sebastian, Sankt Sebastian, kristen martyr. I Legenda aurea fortælles, at han som romersk officer hjalp fangne kristne under Diokletians kristenforfølgelser 303-305.

Da det opdagedes, blev han trods sin rang bundet til et træ og henrettet af romerske bueskytter. Det viste sig, at han overlevede sine sår; en from enke plejede ham, og han skal derpå have opsøgt kejseren i Rom og bebrejdet ham hans grusomhed mod de kristne.

Derpå blev han pryglet ihjel, kastet i kloakkerne og allerede i 300-tallet æret af de kristne i Rom. I kunsten har den pilesårede Sebastian været et yndet motiv.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig