Scott Turow, f. 1949, amerikansk jurist og forfatter. Turow har haft en fornem juridisk karriere i såvel offentlig tjeneste som privat regi sideløbende med et forfatterskab, der både har udforsket dybderne i amerikansk retsbevidsthed og nået bestsellerlisterne. I sine "legal thrillers" (advokatkrimier) Presumed Innocent (1987, da. Måske uskyldig, 1987), The Burden of Proof (1990, da. Fældende beviser, 1991), Pleading Guilty (1993, da. Erklæret skyldig, 1994), Personal Injuries (1999, Personskade, 2000) og Reversible Errors (2002, da Sidste appel, 2003) har han videreført arven fra Erle Stanley Gardner og udbygget en genretradition, der også har en stærk film- og tv-side, med samfundsmæssig og psykologisk kompleksitet. Hans Ordinary Heroes (2005, da. Helt almindelige helte, 2006) udforsker spændingen mellem samvittighed og pligt i en historie fra 2. Verdenskrig.