Scipio Slataper, 1888-1915, italiensk forfatter, født i et endnu østrigsk Trieste, hvis grænseidentitet er hans udgangspunkt, medarbejder ved tidsskriftet La Voce i Firenze 1908-12. En skildring af disse år findes i brevene Alle tre amiche (1956, Til tre veninder). Ud over en bog om Henrik Ibsen (1916) er Slataper kendt for det selvbiografiske værk i lyrisk fragmenteret stil Il mio Carso (1912, Mit Carso), hvor han digter over en romantisk splittelse mellem den barbariske natur i Carsolandskabet og de moralske krav fra et socialt fællesskab. Slataper faldt i 1. Verdenskrig.