Scipio Aemilianus

Scipio Aemilianus var en romersk feltherre, som under den 3. Puniske krig satte med hæren over til Nordafrika, hvor han belejrede, indtog og jævnede Karthago med jorden i 146 f.v.t.

Han var søn af Aemilius Paullus (deraf tilnavnet Aemilianus), men blev adopteret af Scipio den ældres søn. Scipio Aemilianus vandt tidligt ry for sin indsats som officer og blev valgt til konsul under 3. Puniske Krig, selvom han ikke havde den påkrævede alder. Han var en benhård general, der med streng disciplin førte sine tropper til sejr.

Efter at have bestridt andre poster blev han imod gældende skik valgt til konsul for anden gang og drog med en hær, der overvejende bestod af veteraner fra den foregående krig, til Spanien, hvor han indesluttede de oprørske spaniere i byen Numantia, som han i 133 f.Kr. også jævnede med jorden (deraf tilnavnet Numantinus).

Tilbage i Rom modarbejdede han den jordlovskommission, Tiberius Gracchus havde fået nedsat, og mistede derved sin popularitet i den brede befolkning. Hans pludselige død skabte rygter om snigmord.

Som mange andre romerske aristokrater på denne tid nærede Scipio Aemilianus stor interesse for græsk kultur og filosofi, og hans bekendtskabskreds, den såkaldte Scipionerkreds, omfattede bl.a. filosoffen Panaitios og historikeren Polybios.