Schweiz - historie

Området var beboet af keltere, især helvetiere, og raetiere, inden det kom under romersk kontrol. Ved Slaget ved Bibracte i 58 f.v.t. erobrede Julius Cæsar det vestlige Schweiz. Senere blev området en del af provinsen Germania Superior. I 15 f.v.t. blev den østlige del af landet indlemmet i Romerriget som provinsen Raetia, og i de følgende århundreder anlagde romerne byer og veje i området.

I 300- og 400-tallet trængte indvandrende germanske alemannere de oprindelige indbyggere tilbage i det nordøstlige Schweiz; i det vestlige Schweiz blev de indvandrende burgundere assimileret med befolkningen, hvorfor fransk er det dominerende sprog i Vestschweiz; i den sydøstlige del af området lykkedes det den rætoromanske befolkning at bevare sin kultur og sit sprog, dvs. rætoromansk og italiensk, og i 500-tallet blev det nuværende Schweiz en del af Frankerriget.

I ca. 1030 tilfaldt området Det Tysk-romerske Rige, og det fik da en feudal struktur, hvor schweizerne blev underlagt forskellige rivaliserende verdslige og gejstlige feudalherrer, bl.a. habsburgerne. Udviklingen mødte modstand fra en række frie byer og bondesamfund, der i 1291 grundlagde et "evigt forbund", senere kaldet Det Schweiziske Edsforbund. Forbundet var især vendt mod habsburgernes ekspansionspolitik under den tyske kong Rudolf 1. Schweizerne opbyggede en bondehær, der bevæbnet med spyd og hellebarder tog kampen op med feudalherrerne. I 1315 besejredes en habsburgsk ridderhær i Slaget ved Morgarten, hvorefter flere byer og kantoner tilsluttede sig Edsforbundet, der konsoliderede sin magt ved sejre i Slaget ved Sempach mod Leopold 3. (1351-86) i 1386, i Burgunderkrigen i 1476-1477 og i Den Schwabiske Krig i 1499. Formelt var forbundet fortsat en del af Det Tysk-romerske Rige indtil Den Westfalske Fred i 1648, men efter fredsaftalen med kejser Maximilian 1. i 1499 spillede dette i praksis ikke længere nogen rolle.

Ved middelalderens slutning omfattede Edsforbundet 13 kantoner og en række byer og områder, der stod under forbundets beskyttelse, bl.a. Genève. Dertil kom en række landområder, der enten var underlagt de enkelte kantoner eller blev styret i fællesskab af kantonerne. Edsforbundets fælles anliggender blev drøftet på en forbundsdag, men ellers var kantonerne selvstyrende og domineredes i almindelighed af en lille aristokratisk elite. På grund af Edsforbundets militære succes stod schweiziske lejesoldater i høj kurs i 1400- og 1500-tallet, og fremmed militærtjeneste blev en vigtig indkomstkilde for mange schweizere fra især de økonomisk tilbagestående skovkantoner, se schweizergarder.

Fra begyndelsen af 1500-tallet var Basel hjemsted for en række af humanismens store skikkelser, fx boede Erasmus af Rotterdam fra 1514 i flere omgange i byen. I 1523-1525 gennemførte Zwingli Reformationen i Zürich, men da han var mere radikal end Luther, splittedes reformationsbevægelsen snart mellem lutheranere og reformerte. I årene efter gennemførtes Reformationen i andre byer, heriblandt Basel, Bern og Genève, mens de konservative skovkantoner, Uri, Luzern mfl., forblev katolske. Denne konfessionelle spaltning førte til to borgerkrige i hhv. 1529 og 1531. Sidstnævnte blev afgjort i Slaget ved Kappel, hvor katolikkerne sejrede, og Zwingli blev dræbt. Efter Freden i Kappel blev konfessionelle spørgsmål overladt til de enkelte kantoner, hvorved det lykkedes katolikkerne at sætte en stopper for Reformationens videre udbredelse. Fra 1536 stod Calvin i spidsen for protestanterne, og han forsøgte at omdanne Genève til et kristent mønstersamfund, hvorved byen blev et ideal for andre reformerte. Splittelsen mellem protestanterne endte med Confessio Helvetica posterior i 1566, da calvinister og zwinglianere gik sammen i et forbund; se schweiziske bekendelser. Som led i modreformationen dannede de katolske kantoner i 1586 Den Gyldne Liga, fra 1655 Det Borromeiske Forbund.

Siden Reformationen har konfessionelle spørgsmål adskillige gange resulteret i væbnede konflikter i Schweiz og umuliggjort enighed imellem kantonerne om en fælles udenrigspolitik, hvilket har lagt grunden til den for Schweiz karakteristiske neutralitetspolitik. Det lykkedes således stort set Edsforbundet at holde Schweiz ude af Trediveårskrigen, og i 1648 anerkendte Den Westfalske Fred schweizisk neutralitet.

1700-tallet var præget af økonomisk vækst og fremkomsten af en hjemmeindustri inden for især tekstil- og urfabrikation, og inden for kulturlivet leverede bl.a. Pestalozzi og Rousseau væsentlige bidrag til oplysningstiden. Inspireret af Den Franske Revolution opstod en demokratisk bevægelse, og indre uroligheder gav i 1798 Frankrig anledning til at intervenere og omdanne Edsforbundet til en centralistisk Helvetisk Republik. Stridigheder mellem liberale centralister og konservative føderalister gav imidlertid atter Napoleon anledning til at gribe ind med den såkaldte Mediationsakt i 1803, hvorved Edsforbundet blev genoprettet. Schweiz forblev under resten af Napoleonskrigene en fransk lydstat, og Genève, Valais og Neuchâtel blev indlemmet i Frankrig, ligesom Schweiz måtte bidrage med 12.000 mand til Napoleons russiske felttog.

Ved Wienerkongressen i 1814-1815 anerkendtes Schweiz' selvstændighed, stormagterne garanterede landets neutralitet, og Genève, Valais blev igen schweiziske. For Neuchâtel – tysk Neuenburg – gjorde særlige forhold sig gældende. Det havde været den preussiske konges personlige ejendom siden 1707, men blev 1814 preussisk fyrstendømme og samtidig optaget i edsforbundet som den 21. kanton. I revolutionsåret 1848 blev kantonen adskilt fra Preussen og fik samtidig republikansk forfatning.

Forfatningen af 1815 bekræftede de nu 22 kantoners selvstændighed, men ændrede ikke på magtforholdene i de enkelte kantoner; de tidligere konservative magthavere havde fortsat monopol på den politiske magt. Industrialiseringen styrkede imidlertid den liberale bevægelse og dens politiske program om demokratisering, centralisering og begrænsning af gejstlighedens magt. De politiske modsætninger resulterede i 1845 i en kortvarig borgerkrig mellem de liberale og de konservative kantoner, efter at de konservative katolske kantoner i 1845 havde dannet et særforbund (Sonderbund). De liberale kræfter sejrede, hvorefter en forfatningsreform blev mulig.

Forfatningen blev vedtaget i 1848. Schweiz havde hidtil været et forbund af selvstændige stater, men blev nu omdannet til en forbundsstat med Forbundsforsamling i Bern. I 1874 blev forfatningen revideret under indtryk af de demokratiske særforfatninger, der var vedtaget i flere kantoner. Forfatningen var udtryk for en moderat centralisering og havde bl.a. til formål at stække den katolske kirkes indflydelse, og derfor gav den anledning til voldsomme stridigheder mellem kirke og stat og mellem centralregeringen og de katolske kantoner.

I Zürich, Basel, Genève og Sankt Gallen opstod en betydningsfuld kemisk industri, og i begyndelsen af 1900-tallet var arbejderklassen i voldsom vækst. Centralt i den økonomiske udvikling stod især udbygningen af jernbanenettet og etableringen af tunnelerne ved Sankt Gotthard og Simplon. I Alperegionerne voksede turisterhvervet.

Under 1. Verdenskrig lykkedes det Schweiz at forblive neutralt, selvom landet var økonomisk afhængigt af både Tyskland på grund af betydelig eksport og Ententen på grund af import af råstoffer og korn. De økonomisk trange kår i krigens sidste år medførte en radikalisering af arbejderklassen og storstrejker i 1918. Denne udvikling bragte de liberale og de konservative sammen, og først i 1943 fik en socialdemokrat sæde i Forbundsrådet. I 1920'erne gennemførtes omfattende sociale reformer. Den økonomiske krise i 1930'erne blev mødt med en udpræget deflationspolitik, og en politisk højredrejning af middelklassen og bønderne fandt sted. Schweiz var ligeledes neutral under 2. Verdenskrig, men måtte dog gøre visse indrømmelser over for Tyskland. På grund af frygt for angreb fra Tyskland og Italien var talstærke tropper mobiliseret under hele krigen, og der var indført streng censur, samtidig med at flygtninge i stort antal blev nægtet asyl.

Umiddelbart før krigen oprettede mange europæiske jøder konti i schweiziske banker; efter krigen var mange banker meget tilbageholdende med oplysninger om disse sovende konti, hvorfor slægtninge til omkomne ikke fik udbetalt deres tilgodehavender. Efter kraftigt udenlandsk pres offentliggjorde Schweiz i 1997 navnene på ca. 5500 indehavere af sovende konti til en samlet værdi af ca. 49 mio. dollar.

Efter 2. Verdenskrig opretholdt Schweiz sin strenge neutralitetspolitik og blev derfor ikke medlem af FN, men indtrådte i en række af FN's underinstitutioner. I 1960 blev Schweiz medlem af EFTA, i 1966 af GATT, og i 1972 fik landet en særaftale med EF. Mens forsøg fra politisk hold på at integrere landet i især det internationale økonomiske samarbejde har mødt stor folkelig modstand, har landet på det militære område indgået en partnerskabsaftale med NATO i 1997. Indenrigspolitisk har Schweiz været præget af politisk stabilitet og brede koalitionsregeringer. Oprettelsen af den overvejende katolske kanton Jura, der blev udskilt fra Bern i 1979, viser dog, at kulturelle og religiøse forhold fortsat er kilde til konflikter. Et andet følsomt emne i den politiske debat har været kvindernes rettigheder; kvinderne fik først valgret ved føderale afstemninger i 1971 og økonomisk og juridisk ligestilling i 1981.

Striden om de schweiziske bankers tilbageholdelse af penge, som har tilhørt ofre for nazismens forfølgelser, kulminerede i 1998 med oprettelsen af en fond, der skal udbetale i alt 1,25 mia. dollar til bl.a. holocaustofre. Udbetalingerne begyndte i 2001. En folkeafstemning i 2001 om indledning af optagelsesforhandlinger med EU viste en fortsat skepsis over for deltagelse i internationale sammenslutninger, idet 76,7% af vælgerne stemte imod optagelse i EU. Schweiz' traditionelt strenge neutralitetspolitik er dog med årene kommet under stadig større pres, og ved en folkeafstemning i 2002 stemte schweizerne for optagelse i FN, og i september s.å. blev Schweiz medlem.

Ved valget i 2003 vandt det indvandrer- og EU-kritiske parti SVP næsten 28% af stemmerne og blev det største parti. SVP fik endnu et sæde i Forbundsrådet. Dermed ændredes den balance, der havde præget schweizisk politik siden 1959. Det lykkedes SVP at fastholde positionen ved valget i 2007.

• Schweiz