Schweiz – økonomi, Det råstoffattige Schweiz var længe Europas rigeste land; velstanden baseredes på højtudviklet industri og stor udenrigshandel. Erhvervsaktiviteten er meget høj, og arbejdsmarkedet er traditionelt ret konfliktfrit. Langsom vækst fra 1990'erne har dog betydet, at det er overhalet af fx Norge og Island. Landet har en lille åben økonomi, som siden 2. Verdenskrig er blevet stadig mere integreret i verdensøkonomien til trods for, at Schweiz dels (gennem tilskud, der tredobler indkomsten) har baseret sin landbrugspolitik på en høj grad af selvforsyning, dels ikke er eller først sent er blevet medlem af en række internationale økonomiske og politiske organisationer. Således valgte Schweiz at stå uden for EF ved dannelsen i 1958; til gengæld var landet medstifter af EFTA i 1960. De tætte økonomiske bånd til EU, som set under ét er landets langt vigtigste handelspartner, blev udbygget med en frihandelsaftale i 1972. Derimod sagde befolkningen nej til at deltage i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, EØS, ved en folkeafstemning i 1993. Herefter indefrøs regeringen sin ansøgning om EU-medlemskab, som var blevet indgivet i 1992, da Schweiz også blev medlem af IMF og Verdensbanken.I 2001 stemte vælgerne nej til at optage forhandlinger om EU-medlemskab; lovgivningen er dog løbende tilpasset forholdene i EU, og i 2003 indgik Schweiz og EU en aftale om, at EU-borgeres renteindtægter i schweiziske banker skal beskattes, og at 3/4 heraf skal overføres til det pågældende land.

Siden 1959 har det været en hovedmålsætning for regeringen at basere finanspolitikken på et balanceret budget. I en international sammenligning er selskabsskatten og skattetrykket i almindelighed lave, hvilket i kombination med landets strenge bankhemmelighed har medvirket til, at Schweiz har udviklet sig til et førende finansielt centrum, hvor mange multinationale virksomheder har valgt at placere deres hovedkontor. Pengepolitikken indrettes efter at holde prisstabilitet på mellemlang sigt. Kursen på schweizerfranc flyder frit, men har historisk set været tæt bundet til udviklingen i D-Mark. Schweizerfrancens status som flugtvaluta har betydet, at valutaen ofte er blevet styrket markant under større internationale finanskriser, fx krisen i Asien 1997-98.

Mens den økonomiske vækst var høj i sidste halvdel af 1980'erne, vendte udviklingen i begyndelsen af 1990'erne. En svag økonomisk udvikling i de vigtigste samhandelslande, en svækket konkurrenceevne som følge af en stærk schweizerfranc og en restriktiv pengepolitik resulterede i økonomisk stagnation, og arbejdsløsheden, som 1988-92 blot var på 1% i gennemsnit, steg til over 5% i 1997; i 2004 og 2005 var den mellem 3% og 4%. Vha. arbejdstilladelser udnyttes fremmed arbejdskraft som en stødpude, og ledigheden og de dermed forbundne offentlige udgifter kan holdes på et ret lavt niveau. Alligevel måtte regeringen fra 1990'erne årligt konstatere underskud på de offentlige budgetter (dog kun 1,5% af BNP i 2005), og den offentlig gæld steg til 52% af BNP (2005); forslag til sociale nedskæringer blev i 2004 afvist ved en folkeafstemning.

Selvom Schweiz i perioder har haft underskud på handelsbalancen, er dette til fulde blevet dækket af store overskud i forbindelse med andre transaktioner med udlandet. Derfor har landet et stort årligt overskud på betalingsbalancens løbende poster, som i 2005 blev anslået til 16% af BNP. Landets vigtigste handelspartnere er Tyskland, Frankrig, Italien og USA, som tilsammen tegner sig for ca. halvdelen af udenrigshandelen.

I 2005 eksporterede Danmark for 4,9 mia. kr. til Schweiz, mens importen derfra var på 5,5 mia. kr.

Læs mere om Schweiz.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig