Schwaben

Schwaben, administrativt område i den sydvestlige del af den tyske delstat Bayern; 9993 km2, 1,8 mio. indb. (2006). Augsburg er administrativt centrum i Schwaben; af andre store byer kan nævnes Kaufbeuren, Kempten og Memmingen.

Landskabet Allgäu i den sydlige del er stærkt præget af turisme. Små bjergbyer som fx Oberstdorf var tidligere præget af alpelandbrug, men har lagt om til turisme, hvilket foruden en større indtjening også har betydet en kraftig nedslidning af naturen. Der er let adgang til området gennem et veludbygget motorvejsnet.

Historie

Schwaben omfattede før år 1000 hele det schwabisk-alemanniske sprogområde, som i folkevandringstiden var blevet erobret af de germanske sveber (heraf Schwaben) og alemannere.

Territoriet omfattede det tysksprogede Schweiz, Alsace, det sydlige Baden, Württemberg, dele af Bayern, Liechtenstein samt Vorarlberg. Efter Karolingerrigets fald samledes Schwaben i 917 som et hertugdømme. Det forlenedes i 1079 til den tysk-romerske kejserslægt hohenstauferne, der sad som schwabiske hertuger indtil 1268.

Herefter ophørte Schwabens historie som selvstændigt fyrstendømme, hvilket især greverne af Württemberg og habsburgerne drog fordel af. I 1300- og 1400-t. søgte de tysk-romerske kejsere at hævde rigets autoritet i området ved bl.a. at støtte oprettelsen af en række byforbund, især Det Schwabiske Forbund 1488-1534, der foruden 22 rigsbyer omfattede en lang række af områdets store fyrster og var med til at undertrykke bondeopstandene 1524-25.

Efter 1500 levede navnet Schwaben videre i Den Schwabiske Kreds, en administrativ nyordning inden for Det Tysk-romerske Rige, der eksisterede indtil 1806.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig