Schloss Bellevue – Berlin, slot i Berlin-Tiergarten, opført 1785-86 efter tegninger af arkitekt Michael Philipp Boumann (1747-1803) for prins Ferdinand af Preussen, Frederik den Stores yngste bror.

Boumanns senbarokke bygning afslører ved hovedbygningens midterrisalit, der er indrammet af seks søjler og forsynet med en trekantsgavl allerede nyklassicistiske træk.

Slottets interiører er ændret utalllige gange, men Carl Gotthard Langhans' ovale sal, der blev indrettet tre år efter slottets fuldendelse, fremstår i dag som slottets eneste oprindelige rum.

1928 blev Schloss Bellevue og parken overtaget af den preussiske stat. Under nationalsocialismen anvendtes slottet som gæstebolig; i den forbindelse foretog arkitekten Paul Otto August Baumgarten (1873-efter 1953) ændringer af slottet.

Under den 2. Verdenskrig udbrændte slottet, men genopførtes 1954-57. Efter die Wende er Schloss Bellevue residens for den tyske forbundspræsident.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig