Schierensee

Schierensee, herregård i Holsten ca. 10 km sydvest for Kiel. Gården kendes fra middelalderen. Den nuværende trefløjede toetagers hovedbygning indgår med ladegården i et senbarokt aksefast anlæg, opført 1774-78 for Caspar von Saldern af Johann Adam Richter (1733-1813). Hovedbygningen rummer velbevarede interiører, hvor rokoko er blandet med nyklassicisme. En romantisk have er i dag næsten forsvundet.

Schierensee blev i 1968 erhvervet af bladudgiveren Axel Springer, der lod den restaurere og nyindrette. Det fredede gods blev i 1997 overtaget af brillefabrikanten Günther Fielmann og den almennyttige stiftelse Günther Fielmann Stiftung Schierensee. Syd for herregården, men adskilt herfra af marker og enge, ligger godsets enestående og fredede eremitage Heeschenberg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig