Schauspielhaus Zürich

Schauspielhaus Zürich, teater i Zürich i Schweiz. Schauspielhaus Zürich råder i dag over to teaterbygninger, den oprindelige scene Schauspielhaus am Pfauen samt Schiffbau. Teatret kan føres tilbage til 1892, til variététeatret Volkstheater am Pfauen. I 1901 lejede Stadttheater variététeatret til moderne kammerspil og i 1926 overgik teatret til privateje.

Med Kurt Hirschfelds (1902-64) ansættelse i 1933 begyndte teatret at markere sig og fik internationalt ry, først og fremmest som antifascistisk bastion og som det eneste stationære tyske eksilteater i verden. Forudsætningen var en fordomsfri lokal teaterledelse, der gav rum for en række højt kvalificerede flygtninge fra Nazityskland, der ikke søgte ly, men ønskede at manifestere et alternativ til det, der nu blev spillet på de teatre, hvorfra de var blevet fordrevet. Det drejede sig om både skuespillere, instruktører og scenografer. Snart havde man i Zürich samlet den stab, der var brug for. I 1938 blev Pfauentheater omdannet til Neue Schauspielhaus AG. Som ny direktør ansattes Basler-regissøren Oskar Wälterlin, der ledede teatret til 1961.

I de første år konfronterede man den aktuelle udvikling i Tyskland, nazisme og antisemitisme, med Ferdinand Bruckners Die Rassen (1933, da. Racerne) og især Friedrich Wolfs Professor Mamlock (1934), som siden blev spillet rundt om i verden. Men i længden måtte et førende schweizisk teater af diplomatiske grunde holde igen med direkte adresserede angreb på Tyskland.

I stedet kunne man spille en forbudt klassiker som G.E. Lessings Nathan der Weise eller holde premiere på udenlandske stykker, der ikke længere kunne passes ind i det nazityske repertoire, som Thornton Wilders Our Town (1938, da. Vor By). Med sit omfattende repertoire spillede man i Zürich i vid udstrækning de samme titler af Friedrich Schiller, Johann Wolfgang Goethe og William Shakespeare som i Berlin, men med et stik modsat, erklæret humanistisk sigte.

Zürcher Schauspielhaus' store scoop blev imidlertid, at Bertolt Brecht i sit permanente fravær overlod det sin nyskrevne eksildramatik til uropførelse, indledt i 1941 med Mutter Courage und ihre Kinder med Therese Giehse i hovedrollen. I 1943 fulgte Der gute Mensch von Sezuan og Leben des Galilei.

Det lå i kortene, at en overvejende del af personalet efter nazisternes kapitulation i 1945 ville søge tilbage til Tyskland og Østrig, men guldalderen i Zürich blev forlænget, da eksildramatikerne vendte tilbage til Europa fra USA.

Carl Zuckmayers Des Teufels General (da. Djævelens General) fik i 1946 urpremiere her, og Brecht satte selv i 1948 Herr Puntila und sein Knecht Matti op uden officielt at figurere som instruktør, da han manglede arbejdstilladelse i Schweiz. På dette tidspunkt havde ensemblet fået et tilskud af gæsteinstruktører og -skuespillere, som kom fra Tyskland og havde gjort erfaringer i Det Tredje Rige.

Bl.a. virkede den tidligere chef for Deutsches Theater i Berlin, Heinz Hilpert, i 1946 som instruktør. Denne integration af ukrompromitterede kunstnere fra Tyskland i det oprindelige eksilensemble lettede overgangen til en efterkrigstidsnormalitet mellem dem, der var blevet, og dem, der var flygtet. Et projekt, der slog fejl i så mange andre sammenhænge, især i Tyskland, hvor de hjemvendte i mange tilfælde betragtedes som uvelkomne fremmede.

Den sidste store epoke i Zürich blev kendetegnet af, at de to schweiziske dramatikere Friedrich Dürrenmatt og Max Frisch trådte i karakter. Lige fra deres første famlende forsøg i 1946-47 til internationale succeser som Dürrenmatts Der Besuch der alten Dame (1956, da. Den gamle dame besøger byen) og Frischs Biedermann und die Brandstifter (1958, da. Biedermann og brandstifterne) og Andorra (1961, da. Andorra) foregik premiererne i Zürich. Max Frisch kunne tegne sig for i alt otte uropførelser, Friedrich Dürrenmatt for syv.

Indsatsen på Schauspielhaus Zürich fik kolossal betydning for efterkrigstidens teater i Øst- og Vesttyskland, i Østrig og fortsat i Schweiz. I forlængelse af hinanden blev skuespillerne og instruktørerne Wolfgang Langhoff (1901-66) og Wolfgang Heinz (1900-84) chefer for Deutsches Theater i Østberlin og dækkede tilsammen perioden 1946-69.

Brecht hentede en del af skuespillerne til sit Berliner Ensemble i kortere eller længere tid, bl.a. Therese Giehse og en af de få indfødte schweizere, Regine Lutz (f. 1928). Scenografen Teo Otto (1904-68) kom til at sætte sit afgørende præg på tysk teater i øst og vest, bl.a. hos Brecht og Gustaf Gründgens.

Instruktører som Kurt Horwitz (1897-1974), Leonard Steckel (1901-71), Leopold Lindtberg (1902-84) og Kurt Hirschfeld gjorde sig udelukkende gældende i vesten. Sammenlignet med de mange tidligere teaterberømtheder fra eksilet, der kun undtagelsesvis havde haft arbejde i udlændigheden og aldrig for alvor vandt fodfæste i Tyskland igen, udgjorde Schauspielhaus Zürich et samlet beredskab mod nazismen, hvis langtrækkende indflydelse næppe kan overvurderes.