Schalburgkorpset

Schalburgkorpset, militært korps, oprettet i Danmark 1.4.1943 til støtte for den tyske besættelsesmagt.

Faktaboks

etymologi:
Korpset er opkaldt efter den danske officer C.F. von Schalburg.

Korpset, der først havde navnet Germansk Korps, stod under kommando af K.B. Martinsen, tidligere chef for Frikorps Danmark, og dets grundstamme udgjordes af hjemvendte danske østfrontfrivillige.

Initiativet kom fra SS i Tyskland, som ønskede at skabe en enhed, der kunne vinde danskerne for den storgermanske idé. I praksis blev korpsets medlemmer benyttet til bekæmpelse af modstandsbevægelsen og deltog i vid udstrækning i den tyske "modterror", hvilket gjorde det stærkt forhadt, især hvad angik den civilklædte Efterretningstjeneste, ET (se Hipo).

Schalburgkorpset, der nåede op på 500-600 mand, opløstes i januar 1945, hvorefter medlemmerne under betegnelsen SS-vagtbataljon Sjælland anvendtes som sabotagevagter.

Det folkelige begreb schalburgtage for tyske gengældelsesaktioner opstod som en afledning af Schalburgkorpset.

Læs mere om C.F. von Schalburg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig