Scania, svensk industrifirma, der bl.a. producerer lastbiler og busser. Scania blev grundlagt som maskinfabrik i 1900 og fusionerede 1911 med Vabis (Vagnfabriks AB, grundlagt 1891), der siden 1897 havde fremstillet biler. Fra 1950'erne oplevede Scania-Vabis stor international fremgang.

I 1969 fusionerede Scania-Vabis med Saab under navnet Saab-Scania; koncernen, der kontrolleredes af Wallenberg-familien, blev opsplittet igen i 1996. I 1999 forsøgte Volvo at overtage Scania, men købet blev underkendt af EU-Kommissionen.

Scania ejede i en årrække busfabrikken DAB i Silkeborg. Den blev solgt i 2002.

Scania producerede i 2012 61.051 lastbiler og 6350 busser. Virksomheden havde ca. 39.000 medarbejdere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig