Scandinavian Tobacco Group

Skandinavisk Holding-Gruppen. Tv. rygemaskinen hos House of Prince, som er et vigtigt led i cigaretfabrikkens løbende kvalitetskontrol. Maskinen tester 20 cigaretter ad gangen med to sekunders sug hvert minut, og røgen analyseres for at sikre, at den er i overensstemmelse med deklarationer og lovgivning. Th. står afvejet råtobak klar til dagens produktion hos House of Prince. Fotografier fra 1999.

.

Scandinavian Tobacco Group, STG, dansk tobakskoncern, stiftet 1961 ved en fusion af tre af Danmarks ældste og største tobaksvirksomheder til Skandinavisk Tobakskompagni A/S: Chr. Augustinus Fabrikker i København, stiftet 1750, C.W. Obel A/S i Aalborg, stiftet 1787, og A/S R. Færchs Fabrikker i Holstebro, stiftet 1869.

Produktionen blev opdelt, så Augustinus tog sig af cigaretter, Obel tog sig af cigarer og skråtobak, og Færch tog sig af cerutter, cigarillos, snus- og røgtobak. I 1972 kom American Tobacco Company med i fusionen.

I de følgende år overtoges varemærkerettigheder og produktionsmidler fra de fleste andre danske tobaksfirmaer såsom A.M. Hirschsprung & Sønner i København, N. Tørring i Odense og E. Nobel i Nykøbing F. I 1970'erne blev det besluttet at udvide produktionsområdet, og virksomhedsstrukturen blev ændret.

Siden 1990 blev moderselskabet et rent finansieringsselskab under navnet Skandinavisk Holding A/S, ejet af Augustinus Fonden (65 %) og C.W.Obel (35 %). I moderselskabet var to nye koncerner.

Den ene, Skandinavisk Tobakskompagni A/S, tager sig af tobaksproduktionen i Danmark og har desuden tobaksfabrikker i en række andre lande. I 2008 frasolgtes bl.a. cigaretproduktionen til British American Tobacco, og virksomheden er markedsledende på cigarer og pibetobak. Samme år ændredes navnet til Scandinavian Tobacco Group.

Den anden koncern, Skandinavisk Industries A/S, producerede kontor- og institutionsmøbler i bl.a. virksomheden Fritz Hansen A/S, Allerød. I 1999 solgte Skandinavisk Holding en majoritetskapital i denne koncern til britiske Intermediate Capital Group PLC, dog således at Fritz Hansen A/S var holdt uden for handelen.

Scandinavian Tobacco Group gik i 2010 sammen med det svenske firma Swedish Match, der fremstiller cigarer og pibetobak. Det nye selskab ejes med 51 % af Skandinavisk Holding A/S og 49 % af Swedish Match.

I 2013 havde Scandinavian Tobacco Group en omsætning på 5,9 mia. kr. og ca. 9500 ansatte. Koncernen har datterselskaber i 20 lande og sælger sine produkter i over 100 lande.

Scandinavian Tobacco Groups hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig