Saudi-Arabien - historie

Saudi-Arabien - historie, Vedr. områdets tidlige historie, se Den Arabiske Halvø.

Saudi-Arabiens moderne historie kan siges at have taget sin begyndelse i midten af 1740'erne, da Saudslægten og den religiøse reformator Muhammad ibn Abd al-Wahhab gik i alliance. De områder, som det i fremtiden måtte lykkes parterne at sikre sig, blev lovet til Saudfamilien, mod at al-Wahhabs særlige fortolkning af islam skulle gælde i landet. Således lykkedes det fra midten af 1700-t. at skabe den første saudiarabiske stat.

Efter nederlag til osmannerne i 1818 ophørte riget reelt med at eksistere, men allerede i 1824 blev en ny saudiarabisk stat med centrum i Riyadh grundlagt. I slutningen af 1800-t. blev Saudslægten udmanøvreret af Rashidslægten og måtte søge tilflugt i Kuwait. I 1902 lykkedes det imidlertid Ibn Saud at generobre Riyadh og sikre sig magten i al-Najd. Ekspansionen fortsatte med erobringen i 1924 af al-Hijaz som et højdepunkt. Den politiske kontrol i de nyerhvervede områder blev sikret vha. Ikhwanbevægelsen, et militært-religiøst korps, der var skolet i al-Wahhabs islamtolkning, og som blev bosat i mindre grupper i de nye områder. Bevægelsen blev senere en politisk belastning, idet den flere gange angreb britiskkontrollerede områder; 1929-30 blev den derfor med britisk støtte nedkæmpet. Med indlemmelsen af Asir i 1930 fik Ibn Saud kontrol over hele det område, som i 1932 blev forenet i kongedømmet Saudi-Arabien.

Det fattige land var længe afhængigt af økonomisk hjælp fra Storbritannien. Der var kun et minimum af statslige institutioner og en meget begrænset infrastruktur. Med olieudvindingens stigende betydning voksede kravet om udvikling, og den skæve fordeling af landets olieindtægter førte fra slutningen af 1950'erne til øget social spænding. Kong Saud ibn Abd al-Aziz, der i 1953 havde efterfulgt sin far, Ibn Saud, blev i 1964 tvunget til at abdicere, og broderen Faysal overtog tronen. Under hans ledelse indledtes en omfattende udvikling og udbygning af infrastrukturen, undervisningsvæsenet og sundhedssystemet; hensigten var bl.a. at modvirke fremvæksten af en politisk opposition imod Saudslægten.

I 1950'erne og første halvdel af 1960'erne blev Saudi-Arabien voldsomt kritiseret af Egypten for sin provestlige politik, men spillede i øvrigt en ubetydelig rolle i regionen. Med det arabiske nederlag i Seksdageskrigen 1967 blev situationen dramatisk ændret, idet Egypten, Jordan og Syrien nu blev helt afhængige af økonomisk støtte fra Saudi-Arabien. Tendensen forstærkedes gennem 1970'erne; efter Oktoberkrigen 1973 demonstrerede Saudi-Arabien bl.a. sin nye magt ved sammen med de andre arabiske olieproducerende lande i OPEC og OAPEC at gennemtvinge kraftige prisforhøjelser.

Faysal blev myrdet i 1975 og efterfulgtes af broderen Khalid, der fortsatte moderniseringen af landet. I 1979 besatte en militant wahhabittisk gruppe den store moské i Mekka, og selvom det lykkedes at nedkæmpe gruppen, gav hændelsen et fingerpeg om, at Saudi-Arabien var mindre stabilt end hidtil antaget. Khalid stillede ændringer af det politiske system i udsigt, men løftet om dannelse af et rådgivende råd, hvorigennem befolkningen kunne komme til orde, blev ikke indfriet. Efter Khalids død i 1982 overtog Fahd tronen.

Det kraftige fald i olieindtægterne fra midten af 1980'erne medførte, at de offentlige udgifter blev reduceret, og ambitionsniveauet for landets fremtidige udvikling sænket. Saudi-Arabien spiller forsat en vigtig rolle i den arabiske verden, men den økonomiske svækkelse mindskede også landets udenrigspolitiske styrke. Den svage militære position blev tydeliggjort, da Fahd efter den irakiske invasion i Kuwait i 1990 måtte lade en international militærstyrke tage ophold i Saudi-Arabien, bl.a. for at imødegå et evt. irakisk angreb ind i saudiarabisk territorium.

Saudi-Arabien oplevede gennem 1990'erne betydelige forandringer. Landets militære svaghed og afhængighed af militær støtte fra Vesten gjorde det klart for mange, at gennemgribende reformer var nødvendige. Derfor blev årene efter Golfkrigen i 1990-91 præget af en debat, hvor forskellige politiske grupperinger tvang kongen til at handle. I 1993 udsendtes Den Basale Lov, der rummer flere forskellige love, bl.a. en der fastlægger arvefølgen og opstiller den politiske struktur for kongedømmet. Desuden indeholdt den en lov for den regionale og lokale forvaltning af landet samt stillede etableringen af en rådgivende forsamling i udsigt. Den første rådgivende forsamling blev udpeget i august 1993 med 60 medlemmer; i 1997 blev forsamlingen udvidet til 90 medlemmer, i 2001 til 120 medlemmer og i 2005 til 150 medlemmer. Alle medlemmer er udpeget af kongen, og først med et kongeligt dekret i 2005 fik rådet mulighed for at selv at fremsætte lovforslag til kongen og den siddende regering. Den ikkereligiøse del af oppositionen har siden 1993 arbejdet for, at medlemmerne skal vælges. Kongefamilien har forsøgt at imødekomme kravet ved at stille i udsigt at lokale råd kan vælges af landets mandlige befolkning. Valg til lokale råd blev første gang afviklet i efteråret 2005.

Saud-slægtens legitimitet blev draget i alvorlig tvivl i forbindelse med stationeringen af udenlandske tropper i 1990. En religiøs opposition er ledet af yngre teologer uddannet i den særlige form for islam (wahhabisme), der ligger til grund for det politiske system i landet. Med henvisning til styrets åbenlyse afhængighed af Vesten stillede den krav om en styrkelse og en yderligere konsolidering af islams rolle, og krævede en kritisk gennemgang af den lovgivning, der gennem de foregående årtier var blevet vedtaget for at sikre, at ingen love var i strid med islam. Kongefamilien greb voldsomt ind og gennemførte flere arrestationer, men magtede ikke helt at knægte den religiøse opposition. Heller ikke den mere liberale ikkereligiøse opposition kunne bringes til tavshed. Bedre blev det ikke da det i forbindelse med terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001 viste sig, at de fleste af flykaprerne var saudiske statsborgere. Den saudiske kongefamilie fandt sig nu under et dobbelt pres: dels fra en national opposition bestående af flere forskellige grupperinger, og som fra midten af 1990'erne også førte til de første islamistiske militante terrorangreb i landet, og på den anden side et voksende pres fra det internationale samfund mod kongefamilien for at få den til at gribe ind over for personer og grupper i landet, der finansielt støttede militante islamistiske grupperinger rundt om i verden. Styret overlevede dog presset, men var som resten af den arabiske verden uvillig til at bakke op om den USA-ledede invasion af Irak i 2003. Saudi-Arabien har som de andre lande i regionen med bekymring set på, hvorledes den efterfølgende politiske krise i Irak er blevet forværret. USA har i konsekvens heraf valgt at nedtone sit militære engagement i Saudi-Arabien for i stedet at placere sine tropper i de mindre arabiske Golfstater, uden dog at slå hånden af sin gamle allierede.

De justeringer af det politiske system, som er blevet gennemført siden begyndelsen af 1990'erne, er næppe tilstrækkelige til at tilfredsstille den politiske opposition i Saudi-Arabien. Overdragelsen af stemmeret til kvinder i Kuwait, Oman, Qatar og Bahrain vil uden tvivl føre til krav om forandringer fra den saudiske befolkning, ikke mindst fra den store gruppe af veluddannede kvinder, der gennem de seneste år har markeret sig i landets økonomi.

I forbindelse med Det Arabiske Forår var der i 2011 spredte demonstrationer i Saudi-Arabien, men effekten var begrænset. Til gengæld bistod landets militær med at slå omfattende demonstrationer ned i Bahrain. Saudi-Arabien har støttet oppositionen i Den Syriske Borgerkrig med våben; der har været kritik af støtten til islamistiske bevægelser, også anklager om bistand til ISIS. Den saudiske regering valgte ikke desto mindre at tage del i den internationale koalition, der har foretaget luftangreb mod bevægelsen i Syrien og Irak.

Læs mere om Saudi-Arabien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig