Saturn - amerikansk serie af løfteraketter

Saturn, amerikansk serie af løfteraketter udviklet til Apolloprojektet. Udviklingen blev påbegyndt i 1959 under ledelse af Wernher von Braun. Den første Saturn I-raket blev opsendt fra Cape Canaveral i 1961. Den var dog ikke stor nok til de senere Apollomissioner, men en videreudvikling, Saturn IB, blev 1966-68 anvendt til at afprøve Apolloprojektets enkeltelementer og deres sammenkobling. Den største af Saturnraketterne, Saturn V, blev udviklet i perioden frem til 1967, hvor den første opsendelse fandt sted. Allerede den tredje opsendelse bragte i 1968 Apollo 8 til Månen. Den trettende og sidste Saturn V-opsendelse fandt sted i 1973 med den amerikanske rumstation Skylab, og Saturn IB fik en renæssance som løfteraket til Skylab-besætningerne og Apollo-Sojuz-projektet i 1975.

Af i alt 32 Saturnopsendelser gik ikke en eneste tabt. På grund af aflyste Apollomissioner er to færdigbyggede Saturn V-raketter udstillet i Johnson Space Center i Texas og Kennedy Space Center i Florida.

Saturn V var en 110,6 m høj, 3000 t tung tretrinsraket. Første trin, fremstillet af Boeing, benyttede flydende ilt og petroleum og havde fem Rocketdyne F-1-motorer med i alt 3440 t trykkraft. Andet og tredje rakettrin anvendte flydende ilt og brint. Andet trin var produceret af North American og havde fem Rocketdyne J-2-motorer, tredje trin var fremstillet af Douglas og havde en J-2-motor. IBM havde udviklet styresystemet i toppen af både Saturn V og Saturn IB. Raketten kunne sende 119 t i lav bane om Jorden og ca. 45 t til Månen.

Saturn IB var en 68 m høj, 589 t tung totrinsraket. Første trin, fremstillet af Chrysler, benyttede flydende ilt og petroleum og havde otte Rocketdyne H-1-motorer med i alt 8,24 mio. kN trykkraft. Andet trin var det samme som Saturn V's tredjetrin, bortset fra at det ikke kunne tændes to gange.

Se også raket.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig