Satire Ménippée

Artikelstart

Satire Ménippée, La Satyre Ménippée de la vertu du Catholicon d'Espagne, fransk kollektivt samfundskritisk skrift, skrevet 1593, udgivet i Tours 1594.

I en blanding af poesi og prosa angreb en gruppe borgere det højkatolske fyrstehus (de) Guise, som under stænderforsamlingen 1593 forsøgte at tilrane sig Frankrigs trone fra den protestantiske Henrik 4. af Navarra.

I burleske taler lader forfatterne Guise-tilhængerne fremtræde som tåbelige charlataner, der benytter religionen i et kynisk magtspil, hvorimod tredjestandsrepræsentanten taler fredens sag i overbevisende vendinger.

Betegnelsen menippæisk satire er lånt fra den latinske polyhistor Varros samling af satirer, Saturae Menippeae. Den græske satiriker Menippos (200-t. f.Kr.) synes at have været den første til at anvende en blanding af poesi og prosa i sin grovkornede gude- og samfundsspot.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig