Sarraceniaceae

Sarraceniaceae, familie af tokimbladede, kødædende planter med tre slægter og ca. 25 arter. Sarracenia (fluetrompet) er hjemmehørende i det sydøstlige USA, og en enkelt art findes desuden i Canada og er lokalt naturaliseret i Europa. Darlingtonia findes i Californien og Oregon og Heliamphora på de nedbørsrige ’table mountains’ (tepuis) i hjørnet mellem Venezuela, Guyana og Brasilien.

Faktaboks

etymologi:
Familien er navngivet efter Sarracenia og latin -aceae om familier.

Det er alle flerårige urter med jordstængler, der vokser i kær og moser. Bladene er tragt- eller kandeformede og specialiseret til insektfangst. De insektbestøvede blomster er store, nikkende og regelmæssige og sidder enkeltvis eller i fåblomstrede klaser i toppen af lange bladløse stængler. Frugten er en kapsel.

Sarraceniaceae tilhører ordenen Ericales. Ifølge de nyeste undersøgelser skyldes familiens ligheder med slægten kandebærer, Nepenthes, konvergent udvikling; se også dækfrøede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig