Sarracenia

Sarracenia purpurea.

.

Sarracenia leucophylla.

.

Sarracenia, fluetrompet, slægt af kødædende planter i familien Sarraceniaceae. Alle otte arter er hjemmehørende i det sydøstlige USA, men Sarracenia purpurea findes desuden langt op i Canada og er naturaliseret flere steder i Europa.

Faktaboks

etymologi:
Slægten er opkaldt efter den fransk-canadiske læge og naturforsker Michel Sarrazin, 1659-1736.

Fra de flerårige jordstængler anlægges tragt- eller kandeformede blade, der fungerer som faldgrubefælder. Kandernes øverste del kan være ombøjet eller forsynet med et ubevægeligt låg, og ved hjælp af stærke farver og nektarier fungerer denne del af kanden som lokkemiddel for insekter og andre smådyr. Kanderanden er indrettet, så dyrene let mister fodfæstet og falder ned i kanden, hvor de drukner i en væske, der til dels er udskilt af kanden og til dels består af regnvand. Kandens inderside er indrettet, så dyrene ikke kan kravle op ad væggen og slippe fri. Væsken indeholder fordøjelsesenzymer, der dels produceres af kirtler på kandens inderside, dels stammer fra bakterier, der lever i kandevæsken.

I det tidlige forår produceres blomsterstande med nikkende femtallige blomster, hvor støvfanget ligner en udslået hængende paraply. Her opsamles støvet (pollenkornene), som besøgende humlebier samler op med brystet. Kanderne anlægges sommeren igennem, og den tidsmæssige forskel i anlæggelse af blomster og kander forhindrer konkurrence mellem blomster og fælder om de samme dyr som bestøvere og bytte. Halvdelen af arterne anlægger desuden først og sidst på vækstsæsonen flade blade, der alene tjener til fotosyntese. En række insekter benytter kanderne som levested. Se også kødædende planter.

De fleste af planterne i handelen er hybrider, og de behøver ingen gødning, da de får næring fra det indfangede bytte.

Se flere fotos og få mere viden på http://www.viscum.dk/dk-sider/carnivori/sarracenia.htm

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig