Saraj, to byer ved Volgas nedre løb, der efterfulgte hinanden som Den Gyldne Hordes hovedsæde. Gammel Saraj eller Saraj-Batu grundlagdes af Batu Khan (d. 1255) i 1254, men blev ødelagt i 1480. Ny Saraj eller Saraj-Berke blev grundlagt ca. 1260 godt 200 km længere mod nord af Berke Khan (d. 1267). Den var fra ca. 1330 khanernes hovedresidens, men blev i 1395 ødelagt af Timur Lenk. Begge byer var betydelige håndværks- og handelsbyer, ifølge Ibn Battuta med op til ca. 200.000 indbyggere. Fra Saraj styrede mongolerne i realiteten Rusland til ca. 1400. Fra 1260 fandtes her et russisk bispesæde.