Santa Catarina, delstat i det sydlige Brasilien; 95.318 km2, 6,63 mio. indb. (2013). Hovedstad: Florianópolis. Landbruget er af stor betydning, men til forskel fra det øvrige Brasilien dominerer de mindre og middelstore brug; her dyrkes bl.a. soja, majs og hvede. Santa Catarina blev befolket gennem en statsligt dirigeret immigration efter krigen mod Paraguay i anden halvdel af 1800-t. (se Tripelalliancen). Indvandrerne var fortrinsvis italienere og tyskere. Italienerne etablerede sig især mod syd med vinavl og kulproduktion, mens det tyske præg på nordligere byer som Blumenau, Joinville og Mafra stadig er stort.