Sankt Bodils Kirke

Kirkegården har bevaret sine middelalderlige grænser undtagen mod øst, hvor den er udvidet. Den er omgivet af en hvidtet mur i kløvede marksten og sandsten, og der er indgange fra øst og vest.

I den sydlige kirkegårdsmur står et anseligt klokketårn, som nævnes første gang i 1624. Det er på tre etager, og den nederste del er muret i rå og kløvede kampesten, mens den øverste er af rødt opstolpet bindingsværk med hvidmalede tavl med et rødt tegltag.

Kirken består af en apsis, et kor og et skib fra romansk tid, et næsten samtidigt, bredt vesttårn og et senmiddelalderligt våbenhus foran syddøren. Til skibets nordside er der i 1911 føjet en stor korsarm. De ældste dele af kirken er opført i kløvede marksten, silurkalk og sandsten.

Kirken står i dag hvidkalket med røde tegltage på tårnet, våbenhuset og korsarmen, mens skibet, koret og apsissen har blytage.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord, og de står i dag så godt om urørte, hvor den nordliges lysning er fyldt ud med en brystningsmur og et vindue. Antallet af lysåbninger har været indskrænket til det mindst mulige, nemlig til et vindue midt i apsissen, og et i hver af korets og skibets langmure. Kun apsisvinduet og vinduet i korets nordmur er fuldt bevarede.

Tårnet er opført lige efter skibet. Det brede tårn skulle have været dybere i vestlig retning, hvor der da også blev opført fundament til det.

Våbenhuset på sydsiden, som næppe kan være opført senere end i 1500-tallet, er i rå og kløvet kamp.

I det ydre står kirken prunkløs og uden dekorationer på mure og gavle med undtagelse af våbenhusets og tårnets taggavle, der har trappeformede kamtakker. På tårnet var de tilføjet allerede i middelalderen, men de blev muret om i 1913, mens de på våbenhuset er oprindelige og fra 1500-tallet.

Den store tværarm på nordsiden, hvis ydermure er beklædt med granit, stammer fra restaureringen af kirken i 1911. Her blev store dele af kirkens puds banket af. Murværket blev gået efter og dele fornyet.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af de hvidmalede mure og det høje, mørke bjælkeloft. Tværarmen har et knækket bjælkeloft til hanebånd, mens koret og skibet har horisontale bjælkelofter. De stammer alle fra 1911, hvor de afløste korets og skibets høje tøndehvælvinger af træ fra 1831. Apsissen har derimod bevaret sit oprindelige halvkuppelhvælv.

Korbuen er slank og fremhæves med upudsede sten. Den flankeres ind mod skibet af små halvrunde nicher, som oprindeligt var til sidealtre. I tårnrummet er der to parallelle tøndehvælv, da rummet er delt med en skillemur, som er gennembrudt af to bueåbninger. Mod skibet er der en dobbeltarkade.

Af middelalderligt inventar er bevaret en romansk døbefont af kalksten. Den er et gotlandsk eksportarbejde, som tilhører den såkaldte bægerbladstype. Den står foran tårnbuens midterpille, mens der vest for korbuen står en nyere døbefont af granit.

Prædikestolen i ”landlig renaissance” er fra omkring år 1600. Den består af fire fag med arkader, hvori der ses relieffer af evangelisterne og attributter, dvs. særlige kendetegn. Under arkaderne står evangelisternes navnene. På hjørnerne står pilastre, dvs. halvsøjler med kraftige bladskeder, kannelerede skafter og grove volutkapitæler. Herover ses store, grove kerubhoveder mellem englevinger. Stolen står afsyret.

En tidligere altertavle fra 1856 bestående af et oliemaleri af Kristus i Emmaus af Jørgen Roed er indsat i en stor, forgyldt ramme, som nu hænger på skibets vestvæg ind mod tårnet.

Angiveligt fra først halvdel af 1900-tallet stammer flere inventarstykker. Det gælder alterprydelsen, som bliver udgjort af en syvarmet lysestage foran et krucifiks, de åbne bænke med udskårne gavltoppe og de to marmorstatuer i sidealternicherne. De forestiller Kristus og Moses og er kopier efter henholdsvis Bertel Thorvaldsens Kristus i Vor Frue Kirke i København og Michelangelo Buonnarotis Moses-figur til Pave Julius 2.s gravmonument i San Pietor in Vincoli i Rom. Desuden er tværarmens orgelpulpitur, dvs. det ophøjede galleri til orglet, fra denne periode.

På våbenhusets vestvæg hænger der en pesttavle til minde om ofrene for pestepidemierne i 1618 og 1654.

Indmuret i tårnets sydside er en romansk gravsten af granit med et svagt reliefhugget processionskors.

Der er tillige bevaret adskillige runesten i kirken. De tre findes i våbenhuset, mens den fjerde er indmuret i tårnets sydside. I våbenhuset er en med et brudstykke med enkelte runer, som hører sammen med et tilsvarende brudstykke i Bornholms museum.

Opstillet i våbenhuset er desuden Bodilsker-sten 3, hvis indskrift lyder, ”…Thorkil og Alvkil rejste denne sten efter deres fader Økil…”, Bodilsker-sten 4 med følgende indskrift ”…lod stenen hugge (?) efter deres broder Thorfast auk Gudke” og Bodilsker-sten 5, som har teksten ”Esbern lod stenen rejse efter sin kone Botirda. Gud lette ånden evindelig”.

• folkekirken
• kirkearkitektur
• sogn
• provsti
• stift
• Københavns Domkirke
• oversigt over folkekirker i Bornholms Regionskommune
• Sankt Botulf

• Bodilsker-sten 1
• Bodilsker-sten 3
• Bodilsker-sten 4
• Bodilsker-sten 5

• Danmarks Kirker
• Sankt Bodils Kirke på sogn.dk