Sangstrup Klint

Sangstrup Klint, kalkklint ud mod Gjerrild Bugt 7 km nord for Grenaa. Den lodrette klint, der består af bryozokalk fra Danien-perioden (60-65 mio. år f.v.t.) med lag af flint, er knap 3 km lang og på det højeste sted 17 m høj. Over kalken ligger et tyndt lag morænemateriale (till). Klinten har mange fremspring og bugter, og ved dens fod findes brændingshuler.

Kalk af samme oprindelse som Sangstrup Klints blev tidligere brudt i det nedlagte Hammelev Kalkbrud syd for klinten.

Sangstrup Klint udgør sammen med den nordvestligere beliggende Karlby Klint et geologisk interesseområde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig