Sangirøerne, Kepulauan sangihe, øgruppe, som strækker sig mellem Sulawesi og Mindanao. Øerne hører naturgeografisk og politisk til Indonesien, men befolkningen (189.700 indb., 2010) er etnisk og sprogligt filippinsk. Inden portugiserne kom hertil i 1500-t., styredes øgruppen af Tenate-sultanatet i de nordlige Molukker. Hollænderne besatte øerne i 1700-t. og kristnede befolkningen. Sangirøerne har flere aktive vulkaner; Gunung Awu havde et udbrud i 1974, hvorunder hovedøen Sangir måtte evakueres.