Samvirke

Samvirke, dansk månedsblad, udgivet af FDB siden 1928, indtil 1945 hver 14. dag med titlen Brugsforenings-Bladet. Med andelsideologen Aage Axelsen Drejer som første redaktør indtil 1940 var linjen lagt for et både agitatorisk og folkeoplysende blad. Brugsforenings-Bladet opnåede snart en meget stor udbredelse, i 1945 325.000 abonnenter ud af en samlet medlemskreds på 425.000. Under Aage Bücherts (f. 1932) redaktion 1973-89 blev det andelsagitatoriske fjernet til fordel for en forstærket almenkulturel og folkeoplysende linje, som gav bladet stor anseelse også uden for brugsforeningskredse. Den folkelige, kulturelle linje blev fortsat og udbygget under Poul Dines' (f. 1948) redaktion 1989-2005, hvorefter magasinet har fået en mere traditionel karakter som virksomhedsblad.

Med en læserskare på ca. 1 mio. (2013) er bladet Danmarks mest læste månedsmagasin. Det findes både i trykt form og online på samvirke.dk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig