Samuel Kleinschmidt

Faktaboks

Samuel Kleinschmidt
født:
1814
død:
1886

Samuel Kleinschmidt, 1814-1886, grønlandsk missionær og sprogforsker. Kleinschmidt blev født i bygden Alluitsoq (daværende Lichtenau), og som søn af en herrnhutisk missionær lærte han det grønlandske sprog som barn.

Efter uddannelse i Europa kom han 1841 tilbage og blev skoleleder ved Ny Herrnhut i Nuuk. Han blev afskediget i 1859, men derefter ansat ved det danske seminarium i byen, hvor han virkede til sin død. Kleinschmidt havde et usædvanligt sprognemme og stor sprogvidenskabelig indsigt.

I Berlin 1851 udgav han Grammatik der grönländischen Sprache, som dannede grundlag for en ordbog i 1871 og for den grønlandske retskrivning, der var gældende indtil 1973. Hans viden om Grønland gjorde ham til en god støtte for ekspeditioner og embedsmænd; H.J. Rinks reformarbejde med indførelsen af forstanderskaber byggede i høj grad på Kleinschmidts idéer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig