Samuel Hoare, 1880-1959, britisk politiker; viscount Templewood af Chelsea fra 1944. Hoare blev medlem af Parlamentet for De Konservative i 1910 og deltog i alle konservative regeringer 1922-40. Som udenrigsminister i 1935 gjorde han sig offentligt til talsmand for sanktioner fra Folkenes Forbund mod Italien i forbindelse med landets angreb på Etiopien. I det skjulte lod han imidlertid en plan udarbejde sammen med den franske statsminister Laval, der lovede Italien dele af Etiopien til gengæld for fred (Hoare-Laval-planen). Da planen blev lækket til pressen, måtte Hoare gå af. Han blev igen minister i 1936, men som overbevist tilhænger af appeasementpolitikken blev han tvunget ud af regeringen i 1940.