Samory Touré, ca. 1830-2.6.1900, muslimsk leder og grundlægger af et stærkt vestafrikansk rige af malinke- og diula-folk. Riget etableredes i det nuværende Guinea i 1860'erne og strakte sig i 1880'erne til det nuværende Burkina Faso. Samory bekæmpede Frankrigs ekspansion, men måtte i 1894 flytte riget til Elfenbenskystens indre. I 1898 tvang franskmændene ham atter til at trække sig, denne gang til Liberia, hvor de fangede ham samme år. Touré døde i fangenskab.