Sam & Dave, amerikansk vokalduo bestående af Sam Moore (f. 1935) og Dave Prater (1937-88). Efter fire succesløse år med gospelinspireret rhythm & blues slog duoen igennem i 1966 med en meget kropslig soulstil og et medrivende sceneshow, og sangskriverne Isaac Hayes og David Porter (f. 1941) sikrede Sam & Dave klassikerstatus med ikke mindst sangene Soul Man og Hold On I'm Coming (begge 1966). Duoen, som havde indbyrdes problemer bag scenen, opløstes i 1970.