Salton Sea

Salton Sea, afløbsløs saltsø i Colorado Desert i det sydlige Californien; ca. 900 km2. Søen ligger 74 m under havets overflade og udfylder en gravsænkning; den opstod i 1905 ved brud på en vandingskanal fra Colorado River. På søens nordlige bred ligger feriestedet Salton Sea State Recreation Area.

Området er et geotermalt system, som ligger i forbindelse med Sankt Andreas-forkastningen. De varme, vandholdige opløsninger har temperaturer på op til 365 °C. Lokaliteten bruges som et naturligt laboratorium til at studere det varme vands effekt på de omgivende bjergarter (hydrotermale omdannelser). De vandige opløsninger har så høje metalindhold, at der sker en udfældning af jernoxider og jernsulfider, et eksempel på, at malmdannelse stadig foregår i dag.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig