Faktaboks

Sally Rooney
Født
20. februar 1991, Castlebar, Irland
Sally Rooney i 2019
Sally Rooney, da hun modtog Costa Book Awards 2018 i London d. 29. januar 2019.
Sally Rooney i 2019
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Sally Rooney er en irsk forfatter, som med sine romaner har nået en stor læserskare, ikke mindst unge læsere. Hendes to første romaner Conversations with Friends (2017, dansk Samtaler med venner, 2018) og Normal People (2018, dansk Normale mennesker, 2019) er begge blevet til meget populære BBC-tv-serier.

Tidlig karriere

Rooney har en kandidatgrad i amerikansk litteratur fra Trinity College, 2017, og arbejdet med de første litterære værker blev påbegyndt i studietiden. Blandt digte og prosa fra denne periode kan fremhæves novellen "Mr Salary" fra 2016, genudgivet som bog i 2019. Her slås forfatterskabets dominerende temaer an, nemlig parforholdets vanskeligheder i den moderne verden, som ifølge den marxistiske Rooney stadig er præget af klasseskel.

Conversations with Friends

I gennembrudsværket Conversations with Friends er Frances og Bobbi et ungt lesbisk par, som ved en digtoplæsning møder den lidt ældre, etablerede forfatter Melissa, gift med skuespilleren Nick. Melissa inviterer dem med hjem, og de fire bliver venner. Frances og Bobbi får smag for det glamourøse liv, som ægteparret lever i Dublin, men samtidig udvikler forholdet i vennegruppen sig i en retning, hvor især romanens hovedperson Frances tvinges til at overveje sine tilhørsforhold.

Normal People

Normal People blev en endnu større international bestseller end Conversations with Friends. I romanen er Rooneys dagsorden om sociale tilhørsforhold meget tydelige, da de to unge hovedpersoner Connell og Marianne kommer fra hver sin socialgruppe, illustreret ved at Connells mor gør rent for Mariannes familie. De to indleder langsomt et forhold, der udvikler sig med mange bump på vejen.

Beautiful World, Where Are You

I Beautiful World, Where Are You (2021, dansk Skønne verden, hvor er du, samme år) følger vi hovedpersonen Alice Kelleher, som er en succesfuld forfatter sidst i 20'erne, bosat i Dublin. Hermed kommer Alice til at minde om Rooney selv, og romanen kan da også læses som delvis selvbiografisk. I et efterord skriver Rooney, at hun har hentet titlen fra et digt af Schiller fra 1788, men at også en litterær festival i Liverpool i 2018 havde denne titel. Ud over at være endnu en fin moderne kærlighedsroman, indeholder Beautiful World, Where Are You, som titlen antyder, en æstetisk diskussion, som når romanen fremhæver plastikkens betydning i forhold til at gøre verden til et grimmere sted.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig