Salisbury - by i England

Salisbury Katedral set fra biskoppens jorde, malet ca. 1825 af John Constable (1776-1837). Maleriet er et forstudie til Constables maleri af katedralen fra 1826 til vennen og biskoppen af Salisbury, John Fisher, der optræder i venstre hjørne på begge billeder.

.

Salisbury, by ved floden Avon i Wiltshire Amt i SV-England ca. 130 km SV for London; 44.700 indb. (2011). Salisbury domineres fuldstændig af byens mægtige katedral og omgivende bygningskompleks, som sammen med det nærliggende Stonehenge tiltrækker mange turister. Salisbury er oplandsby for et produktivt landbrug og har industri relateret hertil.

Katedralen er opført 1220-66 i tidlig gotik med et 144 m langt og 25 m højt midterskib, sideskibe og to tværskibe; koret har koromgang og tre østvendte kapeller. Kirken er bemærkelsesværdig ved at være bygget efter en samlet helhedsplan i den unggotiske Early English-stil. Det høje, slanke centraltårn i decorated style fra 1300-t. er med sine 123 m Englands højeste. Syd for katedralen findes en kvadratisk søjlegang og et ottekantet kapitelhus fra 1263-84.

Katedralen blev opført lidt syd for den gamle by Old Sarum, en by med rødder i jernalderen, og som af romerne blev kaldt Sorbiodunum. Salisbury voksede op omkring kirken og blev i middelalderen et center for uld- og klædehandel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig