Saigyo, 1118-1190, japansk lyriker fra sen Heianperiode. Han blev født ind i en krigerfamilie, men valgte allerede som 22-årig at blive buddhistisk munk med den frihed for ceremonielle pligter, dette valg medførte. Ligesom Basho, som han ofte sammenlignes med, rejste han rundt i hele Japan og skildrede sine indtryk i over 2000 digte. Samtiden beundrede ham for hans indsigt og evne til at formulere sine umiddelbare oplevelser. Hans ry har holdt sig usvækket. Fra hans tid blev kirsebærblomsten den klassiske digtekunsts foretrukne motiv.