Sachsen - historie

Sachsen - historie, Delstatens navn stammer fra sakserne, der i århundrederne efter Kristi fødsel var bosat i områderne omkring Elbens munding og herfra bredte sig til større dele af det nordtyske område. Fra 700-tallet blev sakserne kristnet af Karl den Store.

Ved delingen af Frankerriget i 843 opstod hertugdømmet Sachsen. Kong Henrik 1., der oprindelig var hertug af Sachsen, grundlagde det sachsiske dynasti, som virkede som tysk-romerske kejsere 962-1024. Hans søn Otto 1. den Store overgav i 962 hertugtitlen til slægten Billung, der i 1100-t. erstattedes af slægten Welf.

I 1200-tallet deltes Sachsen i hertugdømmerne Sachsen-Lauenburg ved Elbens nedre løb og Sachsen-Wittenberg ved flodens midterste løb. Hertugerne af Sachsen-Wittenberg blev i 1356 ophøjet til kurfyrster. Kurfyrstendømmet overgik i 1423 til Frederik 1. den Stridbare af slægten Wettin, og wettinerne var indtil 1918 kurfyrster og fra 1806 konger af Sachsen.

Frederik den Stridbare bragte sine egne territorier i det thüringske område med til kurfyrstendømmet, og navnet Sachsen blev herefter primært identificeret med områderne i det nuværende Sachsen og Thüringen. Ved delingen i 1485 blev wettinernes besiddelser delt i den albertinske og den ernestinske linje, der beholdt kurfyrstetitlen.

De ernestinske fyrster beskyttede og støttede Martin Luther og Reformationen fra 1517; således var Frederik 3. den Vise og hans bror og efterfølger Johan den Trofaste erklærede evangeliske (dvs. protestantiske) fyrster, og de gennemførte som de første Reformationen i et fyrstendømme. Johan Frederik 1. den Højmodige var på evangelisk side med til grundlæggelsen af Det Schmalkaldiske Forbund i 1531.

I 1547 gav kejseren kurfyrstetitlen til hertug Moritz af den albertinske linje, mens de ernestinske hertugdømmer ved talrige arvedelinger efter 1572 blev splittet op i en række mindre hertugdømmer (de såkaldte sachsiske hertugdømmer) i Thüringen.

Under Trediveårskrigen stod Kursachsen skiftevis på protestantisk og kejserlig side, men endte som allieret med kejseren og kunne udvide territoriet med områder i Lausitz.

Efter krigen udbyggedes den absolutistiske stat i Kursachsen, og i 1697 kom kurfyrst Frederik August 1. på den polske trone som August 2. Mocny; den sachsisk-polske personalunion varede indtil 1763.

Det var i den periode, især under Frederik August 2. (polsk konge som August 3.), at Dresden udbyggedes til residensstad med den storslåede barokarkitektur, som gav byen tilnavnet Firenze ved Elben. Det var dog også i den periode, at Sachsen med nederlagene i Syvårskrigen 1756-63 blev reduceret til en tysk andenrangsmagt efter Østrig og Preussen.

Under Napoleonskrigene var fyrsterne efter kejserrigets afskaffelse 1806 på fransk side og blev belønnet med kongetitlen, men Sachsen blev ved Wienerkongressen 1814-15 tvunget til at afstå mere end halvdelen af sit territorium til Preussen.

Efter 1815 var kongeriget Sachsen præget af liberale strømninger, og 1848-revolutionen blev slået ned med preussisk hjælp. I Den Preussisk-østrigske Krig 1866 var Sachsen på østrigsk side, men måtte tilslutte sig Det Nordtyske Forbund og i 1871 Det Tyske Kejserrige.

I 1800-tallet udviklede Sachsen sig til en industristat, hvor arbejderbevægelsen kom til at stå stærkt, og fik tilnavnet det røde kongedømme.

I Novemberrevolutionen 1918 faldt monarkiet, og Sachsen blev i Weimarrepublikken 1919-33 en republikansk fristat. I 1949 blev Sachsen et Land i DDR, der dog opløstes i administrative Bezirke i 1952. Ved den tyske genforening 1989-90 genskabtes Sachsen som "fristat" og kunne sammen med de andre genopståede delstater fuldende foreningsprocessen ved at melde sig ind i Forbundsrepublikken.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig